Opkøb i den nordjyske it-branche
Nordjyske Kommunikation køber Netimage med 32 medarbejdere for at slå det sammen med Aalborg-firmaet Combines 80 medarbejdere.
- Combine ønsker at vokse indenfor digitale kommunikationsløsninger og at have en større leverancemæssig styrke og kompetence indenfor udvikling af denne type løsninger. Med opkøbet kan vi imødekomme markedets efterspørgsel på større og mere komplekse løsninger, som også inkluderer e-handel, booking og digital billettering. Derudover får Combine en endnu stærkere produktpalette indenfor online handel generelt og specifikt indenfor turisme, formidling og oplevelsesøkonomi, siger Claus Falk, Adm. Direktør i Nordjyske Kommunikation A/S.
Han angiver det voksende marked for e-handel som en af bevæggrundene for opkøbet.
- E-handel er i voldsom vækst, særligt på mobil og tablet, så vi har gennem længere tid ledt efter en mulighed for at udvide forretningen den vej. Her passer Netimage rigtig godt ind, og med flere software udviklere i huset kan vi hurtigere udvikle flere og bedre løsninger, forklarer Claus Falk.
Fælles pulje af viden, teknologi og erfaringer
For Netimage er opkøbet en stor mulighed for at komme til at beskæftige sig med nye teknologier og større projekter, og Jakob Norgaard Mortensen, Direktør i Netimage ser opkøbet som et plus for de nuværende kunder.
- Den samlede kundegruppe får en stor fordel i at kunne trække på vores fælles pulje af viden, teknologi og erfaringer. Gode e-handelsløsninger kræver både forståelse for interaktionsdesign og brugeradfærdspsykologi og på den anden side en lang række meget nørdede evner inden for integration og datakommunikation. Med det nye Combine kan vi tilbyde kunderne flere integrationsmuligheder gennem eget Navision team, bedre interaktionsdesign, nye muligheder på mobile platforme og innovative skærm- og selvbetjeningsløsninger, som for alvor gør det muligt at virkeliggøre vores vision om at levere komplette omni-channel løsninger, siger Jakob Norgaard Mortensen.
På udkig efter flere firmaer til opkøb
De to selskaber flytter fysisk sammen i Combines lokaler på Riihimäkivej 6 i Aalborg, så snart det kan lade sig gøre. Netimages kontor i Skanderborg bibeholdes og Combines afdeling i København udvides. Næste skridt kan være Stockholm, hvor firmaet allerede laver forretning.
- Dette er kun ét skridt mod et større mål om at blive en national sværvægter inden for digitale produkter og ydelser med internationalt potentiale. Vi er på udkig efter flere firmaer, der kan styrke os, og vi ser store vækstmuligheder i København. Men det er også vigtigt at understrege, at vi er et Aalborg-funderet foretagende. Byen har altid været stærk indenfor software udvikling, kommunikation og it, og med adgang til dygtige ingeniører fra Aalborg Universitet, vil vi styrke den regionale it branche gennem vækst og fremtidige ansættelser, forklarer Claus Falk.